Behandlingsmetoder

Vi arbejder med anerkendende pædagogik. I vores arbejde bruger vi mentalisering og low arousal som metode for tilgang.

  • Low Arousal pædagogik, der tager udgangspunkt i, at nogle mennesker reagerer med udfordrende adfærd, når de har mistet kontrollen over sig selv. Pædagogikken har til formål at forebygge vold og fremme trivsel i samarbejde med de unge.
  • Mentalisering er evnen til at forstå den mentale tilstand, der ligger til grund for andres og egen åbenlyse adfærd. Træningen udvikler empati og kan foregå som aktiv lytning f.eks. ud fra Carl Rogers pædagogik.
  • Anerkendende pædagogik går hånd i hånd med mentalisering. For at kunne være anerkendende, må vi kunne sætte os i den andens sted for en stund. Vi skal kunne skifte perspektiv og opleve, hvorfra den anden taler til os. Den norske psykolog Anne Lise Lovile Schibbye fremhæver frem kendetegn: forståelse og indlevelse. Genkende oplevelsen i én selv. Bekræfte den anden. Åbenhed. Selvrefleksion og afgrænsning.

 

Vi ser vejen ind og ud af livets problemer som mulige læreprocesser. Vi tænker på opvækstproblematikker, pubertetsproblemer, kriminalitet og misbrug som livserfaringer, der i bedste fald kan omsættes til livsstilsændringer, ændret adfærd i forhold til misbrug, styrket refleksion over egen situation og styrkede relationer.

Vi ser de unge som større og mere end deres problemer og misbrug – vi ser de unge som naturlige, kreative og ressource fyldte. Det betyder ikke, at de unge altid handler naturligt, kreativt og ressource fyldt, men vi ser dem som mennesker med et potentiale, som kan udvikles i konstruktiv modsætning til en ellers destruktiv adfærd.

Vi ser det som vores udfordring og opgave, sammen med den unge, at tydeliggøre og sætte en konstruktiv udviklingsproces i gang.

Vi vægter betydningen af miljøterapeutiske rammer, hvor der stilles krav til den unge om tilpasning til en socialt konstrueret kontekst (struktur, spilleregler etc.) – vi bruger således miljøet (i og udenfor Valhalla), fællesskabet og kulturen som metode.

Vi arbejder ud fra et inkluderende praksisideal, som vægter relationen, delagtiggørelse, ligeværdighed og medbestemmelse, som primære inkluderende principper, der placerer den unge som eksperten i eget forløb og liv.

 

Uddannelse, beskæftigelse og arbejdsmarked:

Vi arbejder konkret og målrettet med uddannelses-, beskæftigelses- og arbejdsmarkedsfremmende aktiviteter. Vi har f.eks. unge der går i skole medens de bor hos os; det kan være specialskoletilbud som f.eks. KUBA eller Isbryderen.

 Vi har unge som er i praktik hos f.eks. en mekaniker i nogle timer om dagen. Der er nogle af vore unge der benytter Spydspidsen, et erhvervsfokuseret tilbud ved Københavns Kommune. Vi kan hjælpe den unge til et servicejob på Naturskolen i Tårnby, eller den unge kan deltage i praktisk arbejde i Valhalla. Det er næsten kun fantasien der sætter grænserne og selvfølgelig den unges interesser og ressourcer.