Personale kompetencer

Kaoshåndtering

For at kunne arbejde i Valhallas unge skal personalet kunne håndtere den unges kaos.
Vi skal se bagom den unges kaos – ikke blive hvirvlet ind i kaos, men finde udviklingsmulighederne sammen med den unge – vi skal ikke skabe projekter på de unges vegne.
Den unge er ikke bare sine kaotiske handlinger – kriminel, misbruger, voldsmand - men en hel person med ressourcer og muligheder – vores opgave er at finde mulighederne.

Undtaget herfor er naturligvis adfærd, som giver anledning til akut bekymring, her skal handles akut – f.eks. vold, trusler om vold, selvmordstanker.

Når vi finder stoffer, rygeredskaber mv. i huset så agerer vi prompte, vi resignerer ikke på det. Vi konfiskerer stoffer og rygeredskaber og tager umiddelbart derefter snakken med de(n) unge – vi smider ikke den unge ud for den adfærd – her misbruget – den unge kom for at få hjælp til.

Medarbejderen kan forvente at komme til at stå i overordentligt pressede situationer – ex. i situationer med vold, trusler om vold – her er det vigtigt at personalet før, i og efter situationen kan håndtere opgaven i tråd med vore værdier og arbejdsmetoder, samt i særdeleshed at kunne bevare roen. Det er i disse situationer at vores autensitet og værdier for alvor står sin prøve.


Anerkendelse

For at kunne arbejde i Valhallas unge skal personalet kunne anerkende den unges små skridt mod egne mål – skridt som måske ikke er synlige for andre end netop medarbejderen.
Det er afgørende for oplevelse af succes, at der vises anerkendelse på måder, som giver mening for den unge: Nu har jeg ikke kunnet få dig til at stå op og tage i skole i de sidste par uger. De sidste fire morgener er du bare stået op af dig selv og er taget af sted i skole – hvad sker der – det falder jeg på røven for – respekt for det!!!
At være en autentisk voksen i den unges hverdag og trænge igennem med et anerkendende perspektiv er en kernekompetence hos Valhallas medarbejdere.


Refleksion over egen praksis

For at kunne arbejde i Valhallas unge er det en nødvendighed, at medarbejderen ønsker at arbejde med sig selv og sine egne handlemåder i relationen og samspillet med de unge.
Ofte vil medarbejderen stå i situationer, hvor det er nødvendigt at handle umiddelbart; bl.a. i forhold til at føre ansvaret tilbage til den unge.
Her er det vigtigt at personalet kan, vil og tør reflektere over egen praksis. Dette muliggøres ved løbende supervision, uddannelse indenfor relevante områder (unge, psykiatri, misbrug, vold mv.) og i særdeleshed ved mulighed for daglig sparring kolleger imellem.


Se i øvrigt Team Valhalla for hver enkelt medarbejders kompetencer, uddannelse og erfaringer. Team Valhalla